Lena: Gorilla trekking i Uganda

Fra pulsen i Kampala til roen i Bwindi. Vi fløj fra Entebbe i et firesæders fly med privat pilot, og det var med stor forventning, at vi fløj over Ugandas smukke landskab. Da vi landede på Kihihi airstrip, blev vi mødt af en chauffør fra lodgen, hvor vi skulle overnatte.

Køreturen til lodgen glemmer jeg aldrig. Det begyndte med, at jeg prøvede at spænde sikkerhedsselen, hvorpå chaufføren sagde: "Du behøver ikke spænde dig fast." Først blev jeg lidt overrasket, men efter nogle kilometer forstod jeg, hvorfor. Vores Toyota Land Cruiser sneglede sig langsomt frem på grusvejene, og chaufføren kørte aldrig hurtigere end 40 km/t. Vi havde god tid til at beundre det smukke landskab. Chaufføren vinkede til alle de mennesker, vi passerede langs vejen, og vi kom automatisk i en afslappet, stressfri stemning.

Vi blev glade, da vi indså, at vi endelig var kommet til lodgen; Mahogany Springs. Den lange rejse var over, og vi havde aldrig før været så tæt på gorillaerne. Lodgen lå ved kanten af en skråning med udsigt til den fantastiske regnskov. Hver aften, når vores søn skal sove, spiller vi naturlige lyde som "Rain Sound"; den lyd vækker minder fra aftenen i Bwindi før mødet med gorillaerne. Forventningen, vi følte, og harmonien, vi fik af at vide, at vi var midt i vildmarken, samt tanken om det eventyr, der ventede dagen efter.

Så var den store dag endelig kommet. Efter en solid morgenmad blev vi transporteret til startstedet for gorillatrekking. Vi blev delt ind i forskellige grupper med deltagere fra forskellige nationaliteter, men vi havde alle det samme mål: at møde gorillaerne. Hver gruppe skulle lede efter en bestemt gorillafamilie, og vi skulle møde Mubare-familien. Navnet kommer fra Mubare Hills, stedet hvor familien først blev opdaget. Vi var forberedte på, at turen til gorillaerne kunne tage alt fra 30 minutter til 5 timer, afhængigt af hvor de befandt sig.

stykke tid stoppede guiden og begyndte at pege op i træerne, hvor gorillaerne sad. Det var fascinerende at være så tæt på disse mægtige dyr. En efter en begyndte de at klatre ned. Hele oplevelsen mindede mig om filmen Tarzan; gorillaerne bevægede sig smidigt ned ad træerne. Vi så blandt andet en sølvryg (en ældre han og leder af gruppen, som på grund af sin høje alder får en hvid stribe på ryggen) og en babygorilla, der holdt fast om sin mor, mens hun klatrede ned. Det var fantastisk at være på en safaritur til fods, og en sådan oplevelse får én til at føle, at man virkelig lever.

Der er så meget tilstedeværelse i ét øjeblik. Guiden fortalte os, hvad de forskellige gorillaer hed, og jeg husker især navnet på én af dem: Malaika, som betyder "engel" på swahili. Efter at have tilbragt tid med os begyndte gorillaerne at bevæge sig væk, og vi måtte vende om og gå tilbage. Denne oplevelse vil jeg aldrig glemme, og som et minde fra denne rejse har vi et gorillahåndaftryk hængende i vores gang.