Josef: Gorilla Trekking i Mount Gahinga, Uganda

Siden min første rejse til Serengeti i 2011 har jeg drømt om at opleve bjerggorillaerne. At sidde i en safaribil på Serengetis sletter og se ud over flokke af gnuer, zebraer, gazeller og antiloper er en fantastisk oplevelse. At komme tæt på løver, leoparder, elefanter, giraffer, flodheste og, hvis man er heldig, næsehorn, er endnu et skridt op ad oplevelsesstigen. Hvad er større end en safari på savannen? 

Svaret er bjerggorillaerne i Uganda, Rwanda og Den Demokratiske Republik Congo. I juni 2018 var det endelig tid for mig at rejse til Uganda for at opleve disse majestætiske dyr. I løbet af fem dage skulle Markus og jeg udforske naturen og vildmarken i Uganda, med højdepunkter som besøget til en gorillafamilie i Mount Gahinga Nationalpark. Inden jeg min rejseberetning, vil jeg gerne fortælle lidt om gorillaerne og om gorillaturismen.

I dag lever bjerggorillaerne i to forskellige områder: Bwindi Nationalpark i Uganda og skovene i Virunga-bjergene, som deles af Rwanda, Uganda og Den Demokratiske Republik Congo. Gorillaerne lever i familiegrupper, der består af en ledende sølvryg, alfahan, et antal hunner, deres unger og eventuelt nogle unge sølvrygge. Artens overlevelse er truet, men i løbet af 2010'erne er bestanden steget, og ifølge WWF steg bestanden med ca 25 % mellem 2012 og 2018. Gorillaturismen er hårdt reguleret, og følgende regler gælder:

• Kun et begrænset antal af de omkring 80 gorillafamilier i Bwindi og Virunga-bjergene kan besøges af turister.
• Kun en gruppe per dag (10 personer) kan besøge en gorillafamilie, og gruppen kan kun tilbringe en time med gorillaerne.
• Under besøget skal man holde mindst 10 meters afstand til gorillaerne (dette er dog lettere sagt end gjort, da gorillaerne ofte er nysgerrige).
• Ligesom i disse tider med covid-19 gælder også reglen om at blive hjemme ved det mindste tegn på sygdom.
• Det kræver en særlig tilladelse at besøge gorillaerne og i Uganda koster tilladelsen mellem 700 og 900 dollars per person, afhængig af sæsonen. I Rwanda koster det 1500 dollars at besøge gorillaerne. En betydelig del af disse penge går til at beskytte gorillaerne og de områder, de lever i.

Nu tilbage til vores rejse i 2018: Efter en lang flyvetur landede vi på Entebbe International Airport, som ligger ved Victoriasøen, lige uden for landets hovedstad, Kampala. Da vi gik af flyet, forventede jeg den sædvanlige varme og fugtighed, men klimaet mindede mere om en fin svensk sommerdag. Varmt, men tørt, hvilket skyldes, at landet ligger over 1200 meter over havet. Vi startede rejsen med en nat på vores lille hotel i Entebbe, som ligger ved bredden af Victoriasøen. Eftermiddagen gik med at besøge hoteller rundt omkring i Entebbe og endte på hotellets strandrestaurant hvor vi spiste under en stjerneklar afrikansk himmel.

På dag to blev vi vækket tidligt og spiste i hast lidt morgenmad. Derefter blev vi kørt til lufthavnen for at tage et safarifly til Kisoro, som ligger i det sydvestlige Uganda nær grænsen til Rwanda og Den Demokratiske Republik Congo. Efter landing blev vi kørt til vores overnatningssted ved Lake Muhele. Det var fantastisk at være tilbage på den afrikanske landsbygd; Ugandas natur er smuk. Landskabet er meget grønnere og mere kuperet end i Serengeti, og man forstår, at jorden her er frugtbar og velegnet til landbrug. Landet byder også på en række søer, hvilket sammen med de grønne bakker skaber en storslået natur. Vi boede smukt med udsigt over søen og brugte dagen på at udforske området omkring vores overnatningssted. Eftermiddagen blev afsluttet med en kanotur på søen. Udover gorillaer og chimpanser er Uganda kendt for sin naturskønhed og sit rige fugleliv. Landet tilbyder også fantastisk safari, ligesom Kenya og Tanzania, men med langt færre turister giver Uganda en helt anden oplevelse, som varmt kan anbefales.

Efter en hyggelig morgenmad var det tid til endnu en kort rejse. Vores guide kørte os fra vores overnatningssted til Mount Gahinga Gorilla National Park, en tur som førte os gennem det smukke ugandiske landskab. Jeg blev fortryllet af livet, der udspillede sig uden for bilvinduet. De fleste ugandere lever af landbrug og sælger deres afgrøder langs vejen. Efter 45 minutter i bil begyndte vi at se flere mennesker, der gik eller cyklede med spande og store beholdere. Vores guide fortalte, at denne landsby ikke har sin egen brønd; den nærmeste ligger nogle kilometer væk på den anden side af grænsen til Den Demokratiske Republik Congo. Derfor må folk dagligt passere grænsekontrollen til DR Congo for at hente vand og bære det tilbage til Uganda. Ved grænsekontrollen bliver de kontrolleret af både det ugandiske og det congolesiske militær, før og efter at beholderne er fyldt. Dette er en livsstil og en procedure, som jeg har svært ved at forstå, men samtidig vokser min respekt for livet i de afrikanske landdistrikter.

 Vi når frem til vores indkvartering omkring frokosttid. Det ligger højt med udsigt over Mount Gahinga og det vilde, kuperede landskab i Uganda. Lodgen, vi bor på, drives af Volcanosafaris, som har tre lodger i Uganda og en i Rwanda. Udover at tilbyde fantastiske overnatningssteder driver de en række sociale projekter. Blandt andet har de bygget en lille landsby for Ugandas oprindelige befolkning, Batwa, lige uden for parkens grænser. Før Mount Gahinga blev klassificeret som nationalpark, levede Batwa-folket som nomader i skovene. Da de ikke længere kunne bo i nationalparken, har de fået mulighed for at bosætte sig i udkanten af den.

Overnatningsstedet holder en høj standard, og lodgen består af hytter med otte værelser, smagfuldt indrettede med pejs, pænt badeværelse og en lille veranda. Alle værelser har deres egen butler, som blandt andet vækker gæsterne med nybrygget kaffe om morgenen og forbereder pejsen til middagen, så den er tændt, når man kommer tilbage til værelset. Desuden kan butleren tage dig med på en guidet tur i området omkring lodgen. Vi havde en fantastisk fyr, Gerald, der passede på os i de to dage, vi var der, og sørgede for, at vi kunne se Sveriges kamp mod Tyskland i fodbold-VM i parkvagternes fællesrum. Sammen med 10 parkvagter så vi Sverige tabe i sidste minut. Aftenen blev afsluttet med en lækker middag, som vi delte omkring et stort bord sammen med de øvrige gæster på lodgen, inden vi til sidst faldt i søvn i vores hytte til pejsens knitrende.

På dag fire var det endelig tid til turens højdepunkt: gorilla trekking. Efter en solid morgenmad pakkede vi vand og vores madpakker fra lodgen i rygsækkene, inden vi blev kørt den korte vej til mødestedet. Efter en kort gennemgang med vores guider og parkvagterne, som skulle følge os, begyndte vi at vandre ind i skoven. Under gorillasporing har guiderne kontakt med en fortropsenhed, som starter med at spore gorillaerne fra det sted, de blev efterladt dagen før. På denne måde øges chancerne for at se gorillaerne betydeligt, selvom de selvfølgelig ikke kan love det med 100% sikkerhed – men chancerne er meget gode.

Vandringen fører os gennem tæt skov, hvor forskellige dyr lever, herunder antiloper, bøfler og marekatte. Efter at have vandret i omkring to timer kan vi mærke, at spændingen stiger blandt guiderne. Med machete baner vi os vej gennem den tætte vegetation. Pludselig skubber busken os tilbage, og vi må hurtigt træde tilbage og tage en anden vej rundt om busken. For første gang i mit liv møder jeg en voksen gorilla – en sølvryg.

Vi er sammen med goriller i cirka en time hvor vi forsøger at overholde reglen om 10 meters afstand. Gorillaerne er selvfølgelig ligeglade med reglen, og pludselig står der en gorilla nogle få meter væk. Vi fik besøg af gorillafamilien Nyakagezi, ledet af faren Mark. Familien består af tre andre sølvrygge, to hunner og tre unger. I løbet af denne time, som føltes som en hel dag, var jeg fuld af adrenalin. At være så tæt på disse store, tunge og majestætiske dyr er en nervepirrende og magisk oplevelse. Flere gange stod vi helt stille og holdt vejret. Gorillaerne spiste, klatrede mellem træerne, hvilede, legede og bevægede sig rundt om os, mens kameraerne klikkede og vi fulgte deres skridt. To af de mest imponerende øjeblikke fra dagen var:

1. Da sølvryggen Mark var en halv meter fra os. Jeg tror aldrig, min puls har været højere.

2. Da den næstældste han, Ndugutse, rejste sig på bagbenene, slog sig på brystet med hænderne og udstødte et kraftigt brøl.