Jan: Machame rute i fuldmåne

Vi er seks personer, som på forskellige måder har fundet hinanden og har kontakt gennem en lukket Facebook-gruppe, hvor vi udveksler råd og erfaringer. Sommeren 2017 dannede vi Kili-gruppen. Gruppen består af Jan, Annika, Marie, Johan, Stefan og Merith. Vores alder spænder fra cirka 50 til 65+. Mange af os har tidligere gået ture, mens det for nogle er første gang.

Vi har forskellige grunde til at bestige Kilimanjaro. Mange af os har set bjerget enten fra jorden eller luften, og det har stået på min bucket list i cirka 15 år.

Vi flyver sammen og mellemlander i Amsterdam, hvorefter vi flyver videre til Kilimanjaro Lufthavn med ankomst sent den 24. januar. En af vores kufferter med Stefans udstyr til turen mangler, hvilket er ærgerligt. Dette sker tydeligvis ofte og er en af grundene til, at man har en hviledag på en hyggelig lodge i Moshi ved foden af Kilimanjaro. Der tilbringer vi en dag og to nætter. Vi slapper af ved poolen, foretager nogle ekstra indkøb, får klippet håret og kigger på en fest før et bryllup. Sent på aftenen ankommer Stefans bagage.

På bestigningens første dag tager vi bussen til Machame-kontrolpunktet, cirka 1800 m.o.h. Vi er ikke alene. Bærernes bagage bliver vejet. 20 kg per person er grænsen, hvilket er generøst. Det er godt, at de kontrollerer vægten og holder sig til maksimalt 20 kg. Foran os har vi 18 kilometers vandring gennem en regnskov, som er et rigt økosystem med et mangfoldigt dyreliv. Vi går ekstremt langsomt. "Pole, pole" (langsomt, langsomt) er dagens motto. Et andet motto er "Water for life," hver gang vi stopper. Det regner, og vi er glade for vores ponchoer. Vi når Machame-lejren på 2829 meters højde tidligt om aftenen. Vi er ikke alene! Lejren er et interessant syn med telte i forskellige farver. Vi sover to personer i teltene, og gruppen har adgang til et madtelt og et separat toilettelt. Dette værdsætter vi mere og mere, når vi ser de hygiejniske forhold på lejrene... Fire i gruppen har medicinsk ekspertise - en læge og tre sygeplejersker. Annika og jeg er i mindretal, når vi diskuterer medicin og doseringer... Jeg havde besluttet mig for at tage Diamox (mod højdesyge) fra begyndelsen. Jeg tager medicinen en dag før vandringen, mens de andre slutter sig til under vandringen. Mod slutningen tager vi alle ¼ tablet Diamox til morgenmad og ¼ til aftensmad.

På dag 2 går vi pole pole til Shira Camp, 3.837 m.o.h. Træerne forsvinder gradvist, og den smukke Erica arborea bliver lavere. Vi ser mere af det omkringliggende landskab, når vegetationen bliver lavere. Før middag tager vi en ekstra akklimatiseringstur. Vi går lidt højere op og vender derefter tilbage til teltet. Dette er for at vænne os til højden længere oppe. Vejret er det samme hver dag: klare, kolde nætter, klart vejr og god sigtbarhed om morgenen. Midt på dagen begynder skyerne at samle sig omkring toppen, og om eftermiddagen kommer der ofte lidt regn eller tåge, men det klarer op hen mod aftenen.

Uden vores 26 fantastiske hjælpere havde vi aldrig klaret det: Vi har tre guider, med William som chef. Han er en erfaren mand i 50'erne, der ikke siger så meget. William og de andre sørger altid for, at vi ikke går for hurtigt. Faktisk går vi langsommere end alle de andre grupper, vi møder. William holder altid godt øje med os og besvarer alle vores spørgsmål.

Guide-gruppen inkluderer også Isaack (halvbror til William) og Wasiri (som på en eller anden måde også er i familie med William). De er stærke og fantastiske fyre, der danner et rigtig godt lederteam. Jeg må især nævne Isaack; han er altid tæt på mig, når vi kommer højere op, og før jeg snubler, er han der med en hjælpende hånd. Han kalder mig Baba Simba (Løvekongen?! - sandsynligvis på grund af hans respekt for min høje alder (72)), og Annika, som for nylig er gået på pension, kaldes Mama Simba. Det tog lang tid for alle at forstå, at Baba og Mama Simba ikke var et par... men vi beholdt vores kælenavne.

Der er også to kokke og to tjenere med på turen, der sørger for, at vi får en solid morgenmad. Vi får også en madpakke med til frokost. Frokosten er normalt god, bortset fra det ekstremt tørre kyllingeben, som altid følger med de første dage. Oftest giver vi det til de hvidehalsede ravne, som elsker lidt ekstra mad og derfor følger efter os. Om aftenen serveres der en lækker tre-retters middag, som altid starter med en suppe. Det er vist vores koks specialitet, og vi elsker suppen! Hvert måltid er rigt på næring og kulhydrater for at fylde vores reserver. To eller tre gange følger kokken med os på vandringen for at servere varm suppe fra en termokande til frokost. Kan du forestille dig, hvor meget vi sætter pris på det?

Vi har også vores mand, der har ansvaret for toilettet. Han sørger altid for, at toilettet er rent og tømt.

Sidst, men ikke mindst, er der vores 18 bærere. Det er fantastisk at se bærerne bære alle vores ting og alt, hvad vi har brug for til vandringen, på hovedet. De går meget hurtigere end os. Når vi drager af sted om morgenen, tømmer medarbejderne lejren og kommer derefter op til os og går forbi os. Når vi når næste lejr, er alt klar, og vi skal bare kravle ind i teltene eller gå til madteltet.

Jeg vil også nævne Safarirejser som arrangerede vores rejse. Marcus og Joel har tålmodigt besvaret alle vores spørgsmål og været helt fantastiske. Stor tak!

Efter morgenmaden nærmer vi os Baranco-væggen (også kendt som morgenmursvæggen). Det er en stejl vandring på en smal sti, der varer 1,5 time. Når vi passerer kyssestenen, bliver det lidt trangt, og vi er så tæt på væggen, at vi næsten kan kysse den. Det er en smuk vandring i det øde landskab. På afstand ser man vandrere og bærere, der langsomt bevæger sig i en lang linje. Vores korte stop giver os styrke, og de smukke omgivelser bidrager til det samme. Nogle gange byder vandringen på gode samtaler, mens den lange vandring andre gange brydes af Isaacks eller Wasiris dejlige sange.

Efter nogle stejle stigninger når vi endelig Barafu-lejren på 4.673 meter. Dette er også vores baselejr for opstigningen. Lejren ligger nær grænsen på ca. 5.000 meter, hvor ingen kan bo, fordi man ikke kan akklimatisere sig til den højde. Alt, hvad du gør her, skal du gøre meget langsomt. Når du vender dig i soveposen om natten, øges vejrtrækningen betydeligt, og du skal tage nogle dybe åndedrag og slappe af for at berolige kroppen. Når du bliver lidt irriteret, fordi du ikke kan finde handsker, stiger vejrtrækningen. Pole pole – også her hjælper det at stoppe op og trække vejret dybt.

Vi får tre timers søvn om aftenen og bliver vækket klokken 22 til morgenmad. Kl. 23 begynder vi vores sidste vandring for at nå Kilimanjaros top. Vi går i fuldmåne (som planlagt), og denne gang er det også en supermåne (bonus). Vi er ikke alene. Cirka 300 vandrere forsøger det samme som os: at nå toppen. Når vi kigger opad, ser vi en orm af lys, der langsomt snor sig opad. Når månelyset er stærkest, klarer vi os uden pandelamper.

Det bliver sværere og sværere at trække vejret, jo højere op vi kommer. Men det går. Ingen af os har kvalme eller hovedpine. Jeg tror blandt andet, det skyldes, at vi alle sammen tager Diamox. Højere op får jeg lidt problemer med stabiliteten. Isaack støtter mig på en fantastisk måde. Han tilbyder at tage min rygsæk, men jeg er dum og stolt og siger nej tak. Ved cirka 5.700 meters højde måler William min iltmætning i blodet med en iltmætningsmåler, som han placerer på min finger. Den viser en iltmætning i blodet på 75%. Det er alt for lavt. Under 70% er du i farezonen. Lægen Stefan ser mig i øjnene og siger: "Jan, det er alvorligt: du skal vende om! Dit helbred er i fare."

Selvfølgelig vil jeg ikke risikere mit helbred i fremtiden, så jeg vender om uden diskussion. Isaack følger mig ned sammen med Merith. Hun er udmattet på grund af mangel på energi og har haft problemer med appetitten de sidste dage på grund af højden. Så vi vender om af forskellige grunde. 200-300 meter længere nede begynder jeg at føle mig som normalt igen og får næsten euforiske følelser. Jeg øger farten og må vente på de andre. Vi har en fantastisk solopgang over Mount Meru.

Ved basecamp hviler vi et stykke tid, organiserer vores pakning og venter på de andre. De, der når toppen, er helt udmattede, når de kommer ned. Dette skyldes hovedsageligt for lidt vand, da Camelbakken er frosset trods isolerede slanger og mundstykker. Klokken 13 begynder vi alle at gå ned til Mweka-lejren, en vandring på cirka 3 timer. Når halvdelen af tiden er gået, begynder det at regne og hagle. Ægte tropisk regn, som kun tropisk regn kan være. Vi er våde, trætte og vil bare sove. Grøfter graves rundt om teltene, og efterhånden stopper regnen, så vi kan krybe ind i teltene. Ingen problemer med at falde i søvn!

Vi starter tidligt om morgenen den sjette dag. Vi må gå hurtigt for at nå afslutningsfrokosten. Vi går meget hurtigt og fuldfører etappen på 4 timer i stedet for de normale 5. Mine tæer kan ikke lide denne hurtige nedstigning...

Vandringen ender ved Mweka Camp. For en følelse at drikke en Kilimanjaro-øl for første gang i en uge! Derefter tager vi bussen til kontoret. Trætte, men glade. Alle er i god form. Der bliver serveret en god frokost, og det er hyggeligt at møde Marcus, hans kone og søn. Derefter holdes en lang og flot ceremoni, som virkelig engagerer os alle. Vi får vores certifikater, og alle bliver budt velkommen med sange og danse på en fantastisk afrikansk måde. Wow! Jeg afslutter ceremonien med en tale på engelsk og nogle sætninger på swahili. Asante sana til alle!

Tilbage på lodgen fortsætter fejringen med champagne og en god middag. Det bliver nok lidt for meget at drikke, men det er okay, når du har bestiget Kilimanjaro. Vi tørrer vores tøj og pakker om til en tidlig start næste dag. Gruppen skal besøge forskellige destinationer.

Vi siger farvel til Kili-holdet. I løbet af de dage, vi har været på bjerget, har vi lært vores kammerater ret godt at kende. Det er ikke uden en tåre i øjenkrogen, at vi siger farvel.

Tak alle sammen for en uforglemmelig ekspedition og oplevelse!