Henrik: Maranguru-ruten og safari

Da jeg blev spurgt, om jeg ville være en del af Kilimanjaro-ekspeditionen, som skulle gennemføres i samarbejde med Grimslövs Folkhögskola og Safarirejser, tøvede jeg ikke med at sige ja. Jeg husker, hvordan jeg som barn sad foran fjernsynet og så børnetv, da der var et indslag fra Afrika, og hvor fascinerende jeg syntes, det var med de store sletter og alle dyrene. Hvor varmt og tørt det var, og hvordan mennesker kunne leve i det miljø. Men det, der virkelig fascinerede mig mest, var Kilimanjaro, 5895 meter over havet. Dette majestætiske bjerg rejser sig over det ellers så flade landskab. Men det, der virkelig fangede mig, var sneen på toppen. I Afrika, som for mig som barn bare var en verdensdel med sol og savanne, fandtes der altså sne. Hele året rundt, sagde stemmen i programmet også. Nu havde jeg chancen for at tage derhen og se, om det virkelig var sandt. Endelig!

Jeg rejste ned en dag før resten af gruppen, og allerede på flyet fra Amsterdam til Nairobi så jeg mennesker, der havde forberedt sig på Kilimanjaro: udstyr, tøj, og nogle læste bøger om bjerget. Det var så fedt at føle, at det nu var virkeligt. Alle forberedelserne derhjemme, hvor jeg gik rundt med min rygsæk og skaffede lidt ekstra udstyr. Nu skulle alt testes. Kommer jeg til at klare det? Jeg fløj fra Kenya til Tanzania med et lille fly, der næsten var tomt, og de fleste af os, der sad der, var praktisk talt der for at bestige Kilimanjaro. Jeg sad alene på min række og så ud af vinduet, da jeg så bjerget for første gang. Alle pressede sig til venstre side af flyet for at få et glimt af toppen, og jeg troede næsten, at vi ville vælte hele flyet. Kabinen blev fyldt med glæde, og alle, der havde siddet stille, begyndte at le og snakke med hinanden. Inden for nogle dage ville vi alle være der på bjerget, på vej mod toppen.

Efter nogle dage i Moshi var det endelig tid til at begynde at vandre. Resten af gruppen fra skolen var kommet, vi havde mødt vores guider, fået en gennemgang af turen og gjort de sidste forberedelser. Vi var nu ved Marangu Gate, hvor vi ventede spændt, mens noget papirarbejde blev udført, bærernes last blev vejet, og guiderne blev klar. Så var det tid. Første etape bestod af regnskov. Stien slyngede sig forbi små vandfald og store træer. Fra tid til anden blev vi fulgt af forskellige aber, der hoppede rundt i trætoppene. Det var også fascinerende at tænke på, at vi allerede den første dag havde gået højere op end Kebnekaise, Sveriges højeste bjerg.

Da vi til sidst kom til Mandara-hytten, hvor vi skulle tilbringe natten, var vi omkring 2800 meter over havet. Vi havde alle følt os stærke i løbet af dagen, og humøret var i top. Men vi vidste, at vi kunne få problemer med højdesyge, hvis vi ikke tog det roligt, så selvom vi kunne have gået hurtigere, gentog vi hele tiden ordene "Pole, pole" (langsomt, langsomt). Jeg sov godt den første nat på bjerget, ja, bortset fra én nat sov jeg godt. Vi fik dejlig mad om aftenen af vores kok, og udmattede efter dagens etape faldt vi hurtigt i søvn i vores soveposer.

Om morgenen blev vi vækket med kaffe eller te på sengen, og derefter gik vi ud til vores små vaskefade, som stod opstillet med opvarmet vand, hvor vi kunne vaske os. Derefter var vi klar til at gå og sætte os ved et dækket morgenbord. Ganske snart efter at vi havde forladt lejren, ændrede naturen sig drastisk. Buske og træer blev mindre, klimaet blev tørrere, aberne blev erstattet af øgler, og ganske snart kunne vi se toppen langt deroppe. Det gjorde meget for motivationen at kunne se vores mål, og selv denne dag var det let at gå.

Det var først næste dag, at vi virkelig begyndte at mærke højden. En fyr i vores gruppe følte sig lidt dårlig om morgenen, og da vi havde gået to tredjedele af dagens vandring, kom kvalmen til mig. Vi var på 4000 meter over havet, og jeg følte mig dårlig, da vi skulle spise, og havde overhovedet ingen appetit. Til sidst måtte jeg gå hen bag en sten for at kaste op. Efter det følte jeg mig straks bedre, tvang resten af maden i mig og kæmpede videre til Kibo-hytten, som var den sidste lejr før toppen.

Vi spiste aftensmad som sædvanligt, og derefter gik det hurtigt i seng for at prøve at få lidt søvn, inden vi skulle begynde vores færd mod toppen. Jeg formåede at få nogle minutters søvn, men blev vækket midt om natten, da det var tid til at starte vores tur mod toppen. Jeg følte mig overhovedet ikke godt tilpas og kunne knap nok få mine støvler på, før jeg måtte løbe ud for at kaste op. Jeg havde det meget bedre efter det og besluttede mig for at prøve at nå toppen uanset hvad.

Vi begyndte at gå. Det var koldt og mørkt. Det eneste, jeg kunne se, var lyset fra pandelampen og stjernerne. Millioner af stjerner hang over os, mens vi langsomt gik opad. Nogle gange kunne vi også se lygterne fra de andre ekspeditionsgrupper. En perlerække af små lys kravlede op mod Afrikas tag. Det var magisk smukt. Hvad der skete den nat, har vi alle lidt dårligt overblik over, da vi mere eller mindre gik i søvne. Jeg har nogle minder om visse ting, der skete, og hvad vi talte om under en pause, men det var først ved solopgangen, da vi nærmede os Gilmans Point, at jeg virkelig vågnede op.

Vi nåede Gilmans Point omkring klokken syv. Jeg var meget træt, men havde det bedre med hensyn til hovedpine og appetit. Imidlertid var nogle i gruppen begyndt at føle sig dårlige, og de, der ikke ønskede at fortsætte, måtte vende om og vente på os ved Kibo-hytterne. Vi begyndte at gå langsomt mod toppen. Alt var så meget lettere nu. Jeg havde fået lidt af min energi tilbage, solen skinnede på os, og udsigten var fantastisk. Vi stoppede ved Stella Point og så ned på Kibo-hytterne, langt, langt dernede, og det var da, jeg indså, hvor langt vi havde gået den nat. Det gav en herlig følelse i hele kroppen.

Så kom vi nærmere toppen. Benene var trætte, men vi øgede farten for hvert skridt, vi tog. Vi fløj op den sidste del! Og til sidst stod vi der, Uhuru Peak 5895 moh, og så ud over Kenya og Tanzania. Det var en fantastisk følelse, som jeg håber, at alle får lov at opleve en gang. Der er sne på toppen af Kilimanjaro, og utrolige gletsjere breder sig ud og gør bjerget til et så smukt sted.