Eva og Josefin: Kilimanjaro & Zanzibar

Sommeren 2015 kom min datter, Josefine, og fortalte, at hun ville bestige Kilimanjaro, og spurgte, om jeg ville med. Jeg syntes, det lød spændende, og var med på ideen. Dermed begyndte forberedelserne. 

Vi gik lange ture i bjergene kombineret med styrketræning og købte det udstyr, vi manglede. Da afrejsedagen endelig kom, følte vi os godt forberedte.

Nytårsdag lettede vores fly mod Kilimanjaro. Efter en lang rejse nåede vi frem til vores hotel, Uhuru, uden for Moshi, med udsigt til vores mål – toppen af Kilimanjaro. Efter et par timers søvn og lidt morgenmad mødte vi vores Kilimanjaro-guide, William. Han kørte os til kontoret, hvor vi gik igennem ruten. Da vi startede vores vandring, var vi 1.800 meter over havet. Vi befandt os midt i den tætte regnskov, hvor man kunne høre fuglesang og aber, der råbte højt oppe i trækronerne. Luften var fugtig og frisk – præcis som den skal være i et tropisk klima.

Efter flere timers vandring nåede vi den første lejrplads, Macheme Camp. Bærerne var allerede fremme og havde sat vores telte op, så alt var klart. Vores kok, Razil, havde lavet en lækker middag til os, som denne aften bestod af en lokal kødgryde med stegte kartofler – præcis det, man har brug for efter en dag med vandring. Vi nød måltidet i vores specielle spisetelt. Det føltes utroligt luksuriøst at få denne service på bjerget.

Om morgenen blev vi vækket med kaffe på sengen, og vi fik lidt varmt vand i en lille balje til at vaske os i. Efter morgenmaden var det tid til at tage afsted igen. Vi pakkede det, vi havde brug for til dagen, i vores rygsække, og fik en lille madpakke med os, hvorefter vi startede vandringen. William gik først, derefter mig og Josefine, og til sidst Peter. Naturen var helt fantastisk; regnskoven veg sig for lavere buske og træer, og først da indså vi, hvor højt vi var, for nu kunne vi virkelig se udsigten fra bjerget. Tidligere havde vi ikke kunnet se det på grund af skoven og træerne.

Stien blev gradvist mere stenet og stejl, så vi måtte bruge hænderne for at komme op. Hele teamet var helt fantastiske – så hjælpsomme og venlige. En af dagene under klatringen, da det begyndte at føles lidt tungt, sang William og Peter traditionelle sange på swahili i harmoni. Sammen med naturen gav sangen en magisk følelse, og pludselig blev det meget lettere at gå. Vi nynnede med på de afrikanske toner og nød turen.

Aftenen før vi skulle op til toppen, krøb vi tidligt i seng. Vi skulle vækkes omkring klokken 11 for at starte turen ved midnat. Det var koldt og mørkt, men vi kom af sted, fulde af forventning og med en pandelampe på hovedet. Vi valgte at vente, indtil de fleste var gået, så vi kunne gå i vores eget tempo. Det var helt mørkt, og det eneste, vi kunne se, var lysene fra de andre vandrere, som tilsammen dannede en smuk perlerække i natten. Den sidste del af turen var hård; vi kunne nu mærke, at vi virkelig var højt oppe, og luften var tynd, hvilket førte til en del pauser undervejs. Da det begyndte at blive lyst, så vi den fantastiske udsigt, mens vi nærmede os den snedækkede top. Klokken var 08.10, da vi nåede toppen. Solen skinnede, og vi var højt over skyerne!