At bo og leve i Kenya

Foråret 2012 flyttede jeg til Kenya igen. Jeg skriver "igen," fordi jeg også boede her hele min barndom. Hvis du én gang bliver forelsket i Kenya, er det svært at holde sig væk – det er jeg selv og mange andre et bevis på. Nu arbejder jeg som missionær i den lutherske kirke her, med fokus på børn og unge. I skrivende stund har jeg boet i dette kontrasternes land i over 11 år, og det begynder at føles som hverdag nu. Lad mig give dig et lille indblik i, hvordan en hverdag i Kenya kan se ud.

At bo i Kenya er at blive fascineret over, hvor smukt det er. Varme solnedgange, der forsvinder på en halv time. Det friske højland breder sig med grønne teplantager, så langt øjet rækker. Regnskovens rolige højde med et højt iltindhold. Hundredeår gamle træer, der vækker respekt og ærefrygt. Åbne savanner med vilde dyr, en nat i telt, hvor du hører flodheste græsse udenfor og løver brøle et sted i den afrikanske nat. Røde jordveje, hvor kvinder går stolt med dagens markedskøb i kurve på hovedet. Kystens afslappede tempo med lange, hvide sandstrande, hvor du går klædt i en kanga hele dagen. Mellem dyppene i havet køber du fantastisk god italiensk is i den nærmeste gelateria (en arv fra de mange italienske indvandrere, der stadig bor her).

At bo i Kenya er også at blive forfærdet over, hvor grimt det kan være. Vejkanter fyldt med plastposer og flasker. Skraldepladser her og der i næsten hver lille by. Hunde, der er forsømt. Æsler, der trækker alt for tunge læs. Gadebørn, der driver rundt uden mål, høje af limdamp. Handicappede, som hver dag tigger på Nairobis affaldsgrå gader.

At bo i Kenya er også at undre sig over menneskers venlighed. Damen, der låner mig sine gummistøvler, når det har regnet, og vi er på besøg. Sømmersken, der giver mig en plastpose, når jeg forsøger at balancere alle mine køb i armene, mens jeg passerer hende på vej fra markedet. Måltider, hvor der altid er plads til en gæst mere. Mennesker, der altid hilser. Her kan de virkelig kunsten at glæde sig over fremmede og vise gæstfrihed.

At bo i Kenya er også at lære en ny kultur at kende. Det er at blive kaldt "tyk" og indse, at det faktisk er en kompliment. Det er ikke at spørge "vil du have te?", men derimod at sige "velkommen til te!", for hvis du spørger, betyder det ofte, at du ikke rigtig vil tilbyde te. Det er at have en nederdel, der dækker knæene, og en underkjole. Det er at amme sit barn frit i hvilket som helst selskab. Et kvindebryst er ikke overseksualiseret i dette land. Det er at lære at spise med hænderne og at tage imod alt, hvad der bliver tilbudt, også hvis det er indmad eller hjemmelavet kærnemælk. Det er at lære at vente, vente, vente. Sjældent eller aldrig starter noget, når det er sagt. For øvrigt er klokken 10, indtil den bliver 10.59.

At bo i Kenya er også at lære nye sprog. Og virkelig lære dem, fordi folk er så snakkesalige. Det er at lære at køre bil på ny, på mudrede veje med firehjulstræk. Det er at lære en helt ny trafikultur, hvor du deler smalle landeveje med busser, der overhaler, mens en bil kommer imod dig, samtidig med at en flok køer roligt går over vejen. På de samme veje er der uendeligt mange motorcykler, der kører lidt som de vil, med de mest varierede laster, mens du prøver at opdage alle potholed i tide. Det er at undre sig over, hvordan der kan presses endnu en passager ind i en matatu (det lokale transportmiddel), mens konduktøren hænger ud af den åbne dør under hele turen. Det er også at få dårligere hørelse før eller siden. Enten i matatuen, hvor de spiller ørebedøvende musik, så hjertet banker i takt med basen, eller til en begravelse, som faktisk ligner mere et disco end traditionelle vestlige begravelser.

At bo i Kenya er at møde fattigdom. Mennesker, der har brug for penge til at betale sin skolegang med. Penge til mad. Penge til frø. Penge til transport. Til sidst begynder du at føle, at folk kun ser penge i din hvide hudfarve. At bo i Kenya er også at få mere ben i næsen. At lære at stille spørgsmålstegn ved, om behovene virkelig er så presserende. At lære at sige nej, når fremmede mænd beder om dit telefonnummer. Men det er også at lære at give. At indse, at et delt liv er et velsignet liv, hvilket de er meget bevidste om her.

At bo i Kenya er at lære, hvad korruption er. Valgfusk. Retssager, der ender uden resultat. Medicin, der koster, selvom den burde være gratis. At få en krop ud af bårhuset kræver penge. Politikere, der deler penge ud til deres vælgere. Politi, der tager bestikkelse fra bilisterne. At slippe for bøder, blot man giver en håndfuld penge. Købte kørekort. Købte eksamener fra universitetet. Lønninger, der udebliver i flere måneder. Penge, der forsvinder, som skulle have hjulpet de mest udsatte. Alt imens folk sulter på grund af tørken. At bo i Kenya er at blive frustreret, ikke tro sine egne ører og risikere at blive ligeglad med denne utrolige, stinkende korruption.

At bo i Kenya er at omgås mennesker. At blive spurgt, hvorfor jeg bor alene i et stort hus. Det er aldrig at vide, hvor man skal sove, når man besøger nogen, før det er tid til at gå i seng. Og det kan man ikke påvirke meget, fordi der først skal spises aftensmad, som ofte kan komme temmelig sent. Det er at indse, at en kirkebænk aldrig bliver fyldt. Det samme gælder for en pikipiki (motorcykel). Alt er muligt i Kenya, og det er ingen overdrivelse!

At bo i Kenya er at være i et land, hvor folk er meget religiøse. Hvis du ikke tror på Gud, skiller du dig ud fra mængden. For her har man brug for en Gud at tro på. Har du ikke mere end det, der lige akkurat holder dig oven vande, indser du, at livet ikke kan leves uden Gud, ham der sørger for os. Det er også at have nogen at henvende sig til, når nøden rammer. I Vesten er vi ofte for vant til sociale sikkerhedsnet, teknologi og et velfungerende samfund til at indse, hvor små vi mennesker egentlig er. I Afrika ved man bedre. Her er døden ikke noget fremmed. Alle kenyaner, har prøvet at miste et familiemedlem.

At bo i Kenya er at vågne op til fuglesang klokken syv om morgenen. Det er at nyde et metalkrus fyldt med sød, varm chai og en frisk mandazi, mens man sidder i en hytte og sveder. Det er at forhandle på markedet sammen med hundreder af andre. At finde farverige stoffer og købe lidt for mange af dem. Så sy en skræddersyet kjole for 8 €. Det er at have en kurv fyldt med solmoden frugt, der smager himmelsk. Det er at se REGNET komme efter flere måneders støvede pauser. Se, hvordan det blæser op, himlen bliver mørkeblå, og lynene slår ned med voldsomme brag. Se, hvordan de tørre flodbede fyldes med vand igen. Se, hvordan landskabet  bliver grøn igen efter blot ét stort regnskyl. Det er at gå en aftentur og høre klokkerne kime svagt et sted i dalen, stoppe op og snakke med folk på stierne, se, hvordan bjergene farves gyldne, og til sidst se solen gå ned bag dem. Endnu en dag i Afrika er ved at være slut.